|
I det olympiske charter har et af hovedpunkterne fra begyndelsen været, at idræt er for alle, og at det er en menneskeret at dyrke idræt. Men når man ser på, hvor begrænset kvindernes deltagelse i OL har været, må man tænke sit i forhold til punktets indhold.
|
 |
Kvindelig golfspiller ved OL i Paris i 1900.
© IOC / Olympic Museum Collections |
Kvinderne ved de første moderne olympiske lege
I forhold til antikkens olympiske lege var der dog sket en lille forbedring ved de første moderne olympiske lege.
I antikken måtte kvinder ikke engang komme ind på det olympiske stadion som tilskuere, og der var dødsstraf i vente, hvis en kvinde skulle finde på at bryde reglen.
Ved det første moderne OL i 1896 måtte kvinder gerne overvære legene, men de deltog ikke selv.
Kvinder skal overrække præmier og føde sønner
Pierre de Coubertin, grundlæggeren af de moderne olympiske lege, var ikke meget for at lukke kvinderne ind i OL.
Han mente, at kvindernes rolle i forbindelse med OL var at overrække præmier til vinderne samt at levere sønner til at deltage i legene.
En svensk kvinde fik derfor IOC's olympiske medalje, fordi alle hendes seks sønner havde været involveret i OL i Stockholm i 1912.
|
|
Charlotte Cooper - OL's første kvindelige guldvinder.
© IOC / Olympic Museum Collections |
Det var ikke, fordi kvinder ikke måtte dyrke idræt. Det måtte de gerne, men de skulle bare ikke vise sig frem offentligt. Når man ser på datidens idrætsbeklædning, er det lange kjoler, der dækker alt, og som har brede skørter, der ikke risikerer at blotte så meget som en ankel.
Coubertin var på ingen måde alene om sin modvilje mod at lukke kvinder ind i OL. Det almindelige syn på kvinder i begyndelsen af det 20. århundrede var, at de var sarte, og at mænd skulle beskytte dem. Kvinder skulle derfor ikke dyrke sport. Men trods sin modvilje måtte Coubertin finde sig i, at kvinderne blev lukket ind.
De første kvinder ved OL
Det blev de olympiske lege i Paris 1900, der blev det første OL, hvor kvinder kunne deltage. Det var det andet OL i nyere tid, men her deltog kun 19 kvinder ud af i alt 1225 deltagere.
Kvinderne kunne stille op i to idrætsgrene: tennis og golf. Vinderen af guldmedaljen i tennis blev den 29-årige englænder Charlotte Cooper, som med sin sejr blev den første kvindelige OL-vinder.
Langsom stigning
Kvindernes andel i deltagerantallet voksede dog kun langsomt op gennem det 20. århundrede. Først i 1972 nåede det op over 1000 - mod 6050 mænd. Ved de seneste OL ligger kvindernes antal på omkring 25-35 % af mændenes.
Danske kvinder ved OL
Selvom Danmark ellers har været langt fremme i kampen for ligestilling mellem mænd og kvinder, har det ikke været gældende for danske kvinders deltagelse i OL. Selv da antallet af idrætsgrene, som kvinder kunne deltage i, langsomt voksede, gjorde Danmark ikke noget for at udnytte, at man kunne sende kvinder afsted.
I 1906 deltog 14 danske kvinder ved OL - men kun for at give en gymnastikopvisning, der var helt uden for konkurrencerne.
Først i 1920 deltog den første danske kvinde i OL, og Danmark lå under det internationale gennemsnit for deltagelse af kvinder helt fem til efter 2. verdenskrig. I dag ser det helt anderledes ud, og deltagelsen afhænger alene af, om en idrætsudøver lever op til kvalifikationskravene, ikke af kønnet. I Atlanta 1996 var der således flere kvinder end mænd på det danske hold.
Milepæle for kvinderne
De moderne olympiske leges historie er også en historie om kvindernes kamp for retten til at deltage på lige fod med mændene.
Her er nogle af milepælene i kvindernes OL-historie:
I 1900 deltog de første kvinder i de olympiske leges historie. De kunne dog kun deltage i to idrætsgrene.
|
|
Lis Hartel vinder sølv i 1952.
© IOC / Olympic Museum Collections |
I Amsterdam i 1928 fik kvinderne adgang til atletikkonkurrencerne. Dog kun i fem øvelser, men de satte verdensrekord i tre af dem.
Ved 800 meterløbet skete det uheldige, at flere af deltagerne faldt udmattede om efter at have passeret målstregen.
Vinderen var ikke specielt udmattet, men det blev alligevel til en afsked med 800 meterløbet - man mente ikke, at kvinder var stærke nok til så stor en belastning.
Først i 1960 kom 800 meterløbet med igen.
I 1952 vandt danskeren Lis Hartel, som den første nogensinde, en medalje i en konkurrence med mænd ved at tage sølv i dressurridning.
I Mexico i 1968 blev den sidste fakkel for første gang løbet ind på stadion af en kvinde - den 20-årige Enriqueta Basilio Sotelo.
I 1968 fik kvinder adgang til skydning på lige fod med mænd. En kvinde vandt sølvmedaljen. Fra 1984 gik de over til at have deres egne konkurrencer. Ikke desto mindre stillede den kinesiske kvinde Shan Zhan op i mændenes skeetskydning i Barcelona i 1992 og gav dem en alvorlig lærestreg ved at tage guldet. Allerede ved næste OL havde kvinderne deres egen konkurrence i skeetskydning.
I 1972 i München var det for første gang en kvinde, længdespringeren Heidi Schüller, der aflagde den olympiske ed.
I 1981 blev den første kvinde valgt til IOC. Nu var kvinderne også en del af organisationen omkring OL. Endnu i dag udgør kvinderne dog kun 10 % af IOC-medlemmerne,
Den olympiske bevægelse og kvindeidrætten
Meget har ændret sig siden Coubertin, også i IOC. I dag har IOC indskrevet i chartret, at en af dens opgaver er at sørge for, at kvindernes rolle i idrætslivet bliver større. I 1995 blev der nedsat en arbejdsgruppe med emnet "Kvinder og sport". Der skal arbejdes for, at kvinder får større betydning i idræt på alle niveauer, især i de ledende lag i nationale og internationale idrætsorganisationer. Ved at få kvinder ind i ledelsen mener man at kunne styrke mænds og kvinders lighed på alle niveauer af idrætslivet. Kvinder udgør, som nævnt ovenfor, dog kun 10 % af IOC.
Fremgang - men lang vej endnu
Et langt stykke hen ad vejen har den olympiske bevægelse været en verden for mænd. Da kvinderne kom med i år 1900, kunne de deltage i to ud af 87 konkurrencer. Det svarer til 2,3 %. Hundrede år efer det første moderne OL, i 1996, kunne de deltage i 97 ud af 271, hvilket svarer til 35,8 %. I svømning har kvinderne dog flere discipliner på OL-programmet end mændene. Tilsvarende er deltagerantallet vokset fra 0 i det første OL til 3000 hundrede år senere. Men stadig er antallet af kvinder altså kun en tredjedel af mændenes.
Så selvom ligestillingen er nået et stykke, er der lang vej endnu, før OL virkelig kan leve op til sit ideal om lige vilkår og idræt for alle. Sammenligner man med DIF's medlemstal, så er der i DIF ikke så stor forskel på fordelingen mellem mænd og kvinder. | 
