|
De olympiske leges historie rummer mange imponerende beretninger om idrætsudøvere, som stiller op, selvom man aldrig havde troet det muligt. Det er beretninger om vejen fra fattige kår eller alvorlig sygdom til en plads på sejrspodiet på det olympiske stadion. Men det er også beretninger om mennesker, der på forhånd har dårlige kort på hånden ved en bestemt sportsgren, men som alligevel vælger at satse på den.
Her kan du læse to beretninger om, hvordan glæden ved en bestemt sportsgren gjorde det at være med til det vigtigste.
|
 |
Bobslædeholdet fra Jamaica i fuld fart.
© IOC/Olympic Museum Collections
|
Bobslædeholdet fra Jamaica
I 1987 fik to amerikanske forretningsmænd, der boede i Jamaica, en vanvittig idé: Jamaica skulle have et bobslædehold med til OL.
Umiddelbart kunne det lyde, som om de havde tænkt de to mest modsatte ting sammen - slædekørsel og et varmt ørige, hvor sne er et ukendt fænomen.
Men idéen kom af, at Jamaica havde mange gode sprintere, og i en bobslæde er det nødvendigt med gode sprintere for at sætte slæden i gang.
De to forretningsmænd afholdt en konkurrence for at finde talenter - uden sne og i en slags sæbekassebiler - og fire mænd blev udvalgt til at danne Jamaicas bobslædehold. Dudley Stokes, Michael White, Devon Harris og Chris Stokes var alle stærke, hurtige og modige - og ikke mindst var de begejstrede for at køre bob.
Der var ikke lang tid til at træne, for OL skulle afholdes allerede året efter. Men med hjælp fra deres træner, den femdobbelte amerikanske bobslæde-mester Howard Siles, opfyldte de kravene til at deltage i OL. Der blev dog sagt mange vittigheder, da det jamaicanske hold stillede op i Calgary i 1988.
|
|
Philip Boit ved vinter-OL i Salt Lake i 2002.
© IOC/Olympic Museum Collections |
Resultatet blev heller ikke så godt, som man kunne have ønsket. Ganske vist fik de i det tredje ud af fire gennemløb den syvende hurtigste starttid, men sidst på strækningen blev bobben smadret, da den kørte ind i kanten. De fire kørere skubbede deres ødelagte slæde over mållinjen - og vandt hele verdens beundring. En amerikansk instruktør lavede ligefrem en film om dem.
Fire år senere stillede de igen op til OL - denne gang i Albertville. Nu var der ingen, der grinede. I Lillehammer i 1994 vandt de en 14. plads foran begge amerikanske hold. Pga. dette hold, der i starten mest af alt mindede om en vittighed, har bobslædekørsel fået en enorm popularitet.
Skiløberen, der så sne to år før OL
I 1998 stillede den 26-årige kenyaner Philip Boit op i langrend ved OL i Nagano. Og det selvom hans første møde med sneen havde fundet sted to år tidligere.
Det kunne, ligesom det jamaicanske bobslædehold, synes som en vittighed. Men også denne gang var der en klar idé bag det tilsyneladende vanvittige projekt.
Philip Boit var nemlig en fænomenal løber, der havde gode tider på atletikbanens 400 og 800 meterløb. Hans onkel, Mike Boit, var tidligere verdensstjerne på 800-meteren. Og er man en god løber, vil man sikkert også være en god skiløber. Sådan tænkte man i hvert fald i sportsfirmaet Nikes hovedkvarter - for det var her, idéen med at optræne kenyanske skiløbere kom fra.
|
|
Bobslædeholdet fra Jamaica i fuld fart.
© IOC/Olympic Museum Collections | Philip så ikke noget problem i at skulle løbe med ski på. Tvært imod kastede han sig begejstret ud i projektet sammen med en anden kenyansk løber, Henry Bitok.
To år før det kommende OL rejste de til Finland. Deres træner blev den dygtige finske langrendsløber Jussi Lehtinen, der havde måttet opgive sin egen karriere pga. skader.
Efter to års hård træning var de to kenyanere klar til OL. Henry Bitok blev udtaget som reserve til 10 km-løbet, mens Philip stillede op sammen med 96 andre.
Før løbet sagde Lehtinen, at det ville være realistisk at gå ud fra, at Philip, hvis han fik et godt løb, ville slutte ti minutter efter vinderen.
På forhånd var der altså ikke spået Philip nogen vinderchance. Men det var heller ikke, hvad han selv havde regnet med.
|
|
Philip Boit ved vinter-OL i Nagano i 1998.
© Sportsfoto A/S | Efter at være kommet ind som den sidste, 20 minutter efter vinderen og otte minutter efter den næstsidste, sagde han: "Det gør ingenting. Jeg er stolt af at være her og håber, at her vil være flere kenyanere næste gang."
Den norske vinder, Bjørn Dæhlie, modtog Philip, da han udmattet kom i mål.
En anerkendelse af, at han modigt udfordrede sig selv og stillede op i en sportsgren, hvor han på forhånd havde sværere forhold end de fleste andre deltagere.
Både bobslædeholdet og Philip Boit udfordrede sig selv ved at kaste sig over en sportsgren, hvor de på forhånd havde dårlige kort på hånden.
For dem var det vigtigste glæden ved at yde deres bedste i en sportsgren, de var begejstrede for. Det blev underordnet, at sejren på forhånd var uopnåelig.
Denne begejstring og selvudfordring udtrykker om noget den olympiske ånd. | 
