|
 |
 |
Pierre de Coubertin, idémanden
bag de moderne olympiske lege.
© Den Tyske Olympiske Komité |
Pierre de Coubertin blev født i 1863 i en fransk adelsfamilie. Han blev opdraget med kunst og litteratur, og da der var penge nok, behøvede han ikke at have noget egentligt arbejde.
Coubertin interesserede sig meget for historie og for opdragelse af unge. Han blev inspireret af det idrætsliv, han mødte på de engelske kostskoler, hvor sporten var en del af hverdagen.
Det gav ham idéen til, at sporten kunne bruges i opdragelsen af de unge. Han mente, at man gennem sporten kunne lære egenskaber som mod, tillid og beslutsomhed.
Dannelsen af den Internationale Olympiske Komité
I 1894 kom Coubertin med idéen om at genoptage de olympiske lege, som man kendte dem fra antikken. Den Internationale Olympiske Komité, IOC, blev dannet, og i 1896 afholdt man de første moderne olympiske lege i Athen i Grækenland, hvor de antikke lege havde fundet sted.
|
 |
IOC's første medlemmer.
© Den Tyske Olympiske Komité |
Formålet med IOC blev skrevet ned i det olympiske charter. Chartret kaldes også for den olympiske grundlov. Det er nemlig en beskrivelse af, hvad den olympiske bevægelse står for, og af, hvordan IOC skal arrangere de olympiske lege. Coubertin stod i spidsen for IOC fra 1896 frem til 1925.
Før det lykkedes for Coubertin, havde der gennem flere århundreder været mere end 20 forsøg på at genskabe OL. Men det havde været små lokale sportsstævner uden noget overordnet formål ud over sporten.
Coubertins lege var internationale og med en ensartethed i regler, indhold og form. Desuden lå der en hel filosofi bag Coubertins OL, nemlig olympismen. Tilsammen har disse ting har været med til at sørge for, at Coubertins lege har overlevet.
Olympismen
Olympismen er navnet for den idé, der ligger bag de moderne olympiske lege. Olympismen kan også kaldes for den olympiske idé eller den olympiske ånd. Tankerne om olympismen var Pierre de Coubertins. For ham at se var det at dyrke idræt at lære at opføre sig efter bestemte regler og værdier. I sport respekterer man sin modstander, man kæmper modigt og selvstændigt, man bruger både sin krop og sin intelligens, og man yder sit bedste. Man lærer gensidig forståelse, venskab, ærlighed og hjælpsomhed.
Det er disse værdier, der udgør olympismen. Gennem sporten kunne man derfor opdrage unge mennesker til at arbejde for, at verden skulle blive bedre og mere fredfyldt. Ved at lade unge fra hele verden mødes hvert fjerde år kunne OL være med til at skabe fred og forståelse mellem mennesker.
Gennem disse værdier så Coubertin en tydelig forbindelse fra de antikke til de moderne olympiske lege. Denne forbindelse var netop olympismen.
Det olympiske motto og den olympiske målsætning
Det olympiske motto er Citius - Altius - Fortius. På latin betyder det hurtigere - højere - stærkere, og enhver idrætsudøver, der deltager i et OL, kan have dette motto som mål for sin præstation. Det handler om at yde sit bedste - selvom man ikke nødvendigvis vinder.
For at understrege betydningen i olympismen formulerede Coubertin desuden en olympisk målsætning. Den lyder: Det vigtigste ved de olympiske lege er ikke at vinde, men at deltage, ligesom det vigtigste i livet ikke er triumfen, men kampen for den. Det vigtige er ikke at have erobret, men at have kæmpet godt. Målsætningen viser, at fællesskabet omkring idrætten er vigtigere end at vinde. Det er nemlig i høj grad i fællesskabet, at olympismen kommer frem.
Det var dog ikke ligegyldigt for Coubertin, om man vandt eller ej. Når man leverede en toppræstation, skabte man jo et forbillede for resten af verden.
Olympismen i hverdagen
For Coubertin var det ikke kun, når der hvert fjerde år blev afholdt OL, at olympismen havde betydning. Den havde også en rolle i hverdagen.
For sportsudøveren virker olympismen ved at udvikle ham fysisk og moralsk. Fysisk gennem træningen, moralsk gennem den selvdisciplin, træning kræver. Mødet med forskellige modstandere lærer desuden udøveren at have respekt for andre mennesker. Coubertin mente også, at idrætsudøveren ville blive trænet i at værdsætte skønhed, fordi der er skønhed i sportens bevægelser. For ham at se var kunst og sport nemlig to sider af samme sag.
Olympismen har, ifølge Coubertin, også en rolle i samfundet. Ved at så mange som muligt dyrker idræt, vil den give en fællesskabsfølelse blandt folk. Der vil opstå venskab, forståelse og respekt mellem mennesker på tværs af landegrænser. Den opdragelse, sporten giver, vil desuden sørge for, at folk generelt blev bedre dannet. Sportsstjerner bliver forbilleder, og samfundet får idealer at stræbe efter.
Sporten som religion
Coubertin så olympismen som en religion. Det er den naturligvis ikke, men de mange ritualer omkring OL har alligevel noget religiøst over sig. Fx har åbnings- og afslutningsceremonierne udviklet sig til større og større begivenheder med flere og flere ritualer. Ritualerne er nøje beskrevet, så de er ens fra år til år. Det er fx indmarchen, edsaflæggelsen, talerne, de symbolske duer og kanonskuddene. De mange symboler omkring OL, som ringene, flaget og mottoet, er også altid de samme. Alle ved, hvad der skal ske, og det giver en stor fællesskabsfølelse.
Om ikke en religiøs følelse, så giver det i hvert fald en særlig og højtidelig stemning.
Gennem olympismen bliver de olympiske lege til noget andet og mere end en sportskonkurrence. Det er med til at gøre OL til en af de mest populære begivenheder i verden. | 
