|
I udgangspunktet og ideelt set er de olympiske lege upolitiske og internationale. Alligevel er legene utallige gange blevet brugt i politiske sammenhænge af den ene eller anden art. De mange forsamlede mennesker og den store mediebevågenhed gør nemlig legene til en oplagt mulighed for at få opmærksomhed fra hele verden. En måde at bruge OL politisk på, er ved at boykotte legene i protest mod en sag. Det er sket i flere tilfælde.
 |
 |
Billedetekst
Copyright |
Melbourne 1956
En måned før legene skulle begynde, blev verden kastet ud i en stor politisk krise. Israel invaderede Egyptens del af Sinai-ørkenen, og et par dage efter greb England og Frankrig ind i det, der kom til at hedde Suez-krisen.
På samme tid invaderede tropper fra Sovjetunionen Ungarns hovedstad, Budapest, for at knuse den opstand, der var mod det kommunistiske styre.
Disse to kriser førte til en lang række af boykotter. Egypten, Libanon og Irak trak sig som protest mod Israels, Englands og Frankrigs handlinger. Holland, Spanien og Schweiz trak sig i protest mod Sovjetunionens angreb i Ungarn. Disse protesthandlinger var de første rigtige boykotter i de moderne olympiske leges historie. De skulle langt fra blive de sidste.
Moskva 1980
I 1980 blev de olympiske lege afholdt i Sovjetunionens hovedstad, Moskva. Det var første gang, en værtsby fra de socialistiske lande var blevet udnævnt. Men selvom den olympiske bevægelse opfordrer til fred, og selvom man ifølge traditionen fra det gamle Grækenland skulle holde "borgfred", mens legene varede, rullede sovjetiske kampvogne et halvt år før OL ind i Afghanistan.
USA, som på alle måder var imod de socialistiske lande, og især Sovjetunionen, ville ikke acceptere denne invasion. USA's præsident, Jimmy Carter, meddelte, at hvis ikke de sovjetiske tropper trak sig ud inden to måneder, ville USA boykotte de olympiske lege. Men to måneder senere var sovjethæren stadig i Afghanistan. USA forsøgte nu at få andre nationer til at gå med i boykotten. Det lykkedes delvist, og heller ikke Canada, Tyskland, Japan, Kina, Kenya og Norge deltog.
Det blev meget mærkbart, at USA, den største vindernation i de olympiske leges historie, udeblev. Sportsligt manglede de store og imponerende præstationer, som amerikanerne normalt leverede. Amerikansk tv undlod også at sende fra legene. Det betød dog ikke så meget for økonomien i OL, som det ville have gjort i et andet land. Det var nemlig udelukkende den sovjetiske stat, der betalte for legene.
Sovjetunionen trak sig først ud af Afghanistan i 1989.
Los Angeles 1984
Fire år efter OL i Moskva var den amerikanske by Los Angeles værtsby. Tre måneder inden legene skulle finde sted, meldte Sovjetunionen fra. Det blev begrundet med, at man ikke fandt sikkerheden for de sovjetiske idrætsudøvere god nok, og at der fandt anti-sovjetiske og anti-kommunistiske handlinger sted i området. For de fleste var det dog rimelig klart, at Sovjetunionen hermed sagde "tak for sidst", fordi USA havde boykottet deres OL. Ud over Sovjetunionen holdt også de fleste andre østbloklande sig væk. I alt fjorten lande meldte afbud.
Et boykot er oftest et valg fra politikerne i et land. Men ved at handle politisk fratager man idrætsudøverne den oplevelse for livet, det er at deltage i et OL - og en oplevelse, som de har trænet hårdt for og lidt afsavn for i flere år. Boykothandlinger viser, at OL langt fra er upolitisk og frit af nationale bånd, som ophavsmanden til de moderne olympiske lege, Pierre de Coubertin ellers forestillede sig. | 
